Fantastisk præstation
Fem klasser flyttes fra Jyderup Realskole til gårdens ombyggede længer
- En ny epoke skal til at begynde for Jyderup Realskole, samtidig med at skolens gård Søbæksgården, skal opleve en ny ære som "Søbækskolen". Gårdens udlænger og store lade, de tidligere stalde bliver ombygget og indrettet tit en tiltrængt udvidelse af skolens kapacitet. Den gamle Realskole på Slagelsesvej aflastes for fem muligvis seks klasser, således at der i den oprindelige skole skal være 7., 8., 9., 10., klasser, samt 1., 2. og 3. realklasser.
Til skolens på gården flyttes børnehaveklassen samt fra 1.-5., muligvis 6. klasse, det vil sige hele underskolen. Udvidelsen er bl.a. nødvendiggjort af at elevtallet i forstander Peter Hehnels tid som leder er steget med over 100, og en del er på venteliste. Ud af 311 børn er de 230 kostskoleelever. Der var kun ca. 60 elever på kostskolen - Kollegiet - da Hehnel tiltrådte for 7 år siden. Lærer er i samme tidsrum fordoblet til 25

Skole og hjem
Hehnels kongstanke er, at en skole skal være både skole og hjem, og det gælder for alle aldre. Der bliver mulighed for at udbygge tanken, når lokalerne på den ombyggede gård kan tages i brug. Arkitekt Forsingdal, Kalundborg, har på ideel måde forstået at udforme tanker og planer i det projekt, han har tegnet, og hvor alle muligheder udnyttes. I forvejen er hovedbygningen moderniseret og er beboet af forstanderparret, Edith og Peter Hehnel. Søbæksgården - der for et års tid siden blev købt af gårdejer Johannes Christensen med et jordtilliggende på ca. 14 tønder land - er bygget som en firelænget gård. Den første længe af de tre sammenbyggede er laden og hele dette store rum skal anvendes til legesal for de yngste elever og der vil blive alle tænkelige faciliteter, gynger, vippe oma. samt et hyggerum. I den øverste del af denne fløj bliver der børnehaveklasse. Selve legesalen er på 150 kvm.
Der bliver i alt omkring 110 kvadratmeter grundareal i de tre fløje. Dertil kommer udnyttelsen af etagen ovenover i de to fløje, mens højden bibeholdes i legesalen, med tværbjælker og tagspær.

Udnyttelsen
Midtfor ud mod gårdspladsen placeres hovedindgangen ind til en gennemgående entre. Til højre for indgangen i den tidligere kostald indrettes moderne fysiklokale og klasseværelse, til venstre i den tidligere hestestald kan der blive alle tiders formningslokale med brændeovn. Disse to lokaler, fysik og formning, bliver til afbenyttelse for samtlige 311 elever, hvorved der kan frigives et par lokaler på den gamle skole. Gårdens tidligere grisestald kommer til ære og værdighed med to klasselokaler. I alt vil der i stueetagen blive frem klasselokaler, desuden toiletter, adskilt for piger og drenge, og endvidere tre trappeopgange til etagen på 1. sal.
På 1. sal indrettes lokaler til sløjd, depot, lærerværelser, garderobe, samt et stort mødelokale. Midtfor med opgang ad midtertrappen indrettes et stort diskotek, som de ældste elever selv får lov at male og udsmykke, og iøvrigt udsmykke det allerede eksisterende diskotek (på kollegiet)

Alle for en...
Håndværkerne går i gang med byggeriet fra og med tirsdag den 17. september 1974, og det er tømrermester Erik Johansen, Mørkøv, der har arbejdet i hovedentreprise. Der er gjort en del forberedende arbejde med udgravninger hvor det nye gulv skal støbes, og for dette ikke helt lille slid har skolen selv stået. Lærer og pedeller har sagt "alle for en og en for alle og er gået til sagen med idealistisk ildhu. Fra på tirsdag er det håndværkeren der overtager arbejdet, og der regnes bestemt med, at alt er færdigt til at blive taget i brug, når efterårsferien slutter midt i oktober.

Realiteter og fremtidsplaner
- To skolepavilloner blev for kort tid siden placeret på et areal ved den gamle skole.
De vil nu blive flyttet til Søbæksgården og komme til at ligge vis a vis kollegiet, der ligger i yderzonen af gårdens område, og dette vis a vis indebæres også en vision, som sløret endnu ikke kan løftes for, eftersom det kan afhænge af flere ting. En ting kan dog godt røbes eller har været det før, at så snart der er midler til det, vil der blive bygget en idrætshal.
Idrætspladsen er indbefattet i det projekt, der nu skal føres ud i livet, og den står på tegningerne med fodbold, håndbold og jordbaner, faciliteter for atletik, volly- og baseball, tennis m.v. Gangstier anlægges fra gården til Kollegiet, og indenfor området er også afsat areal til stor parkeringsplads. For eks. er der daglig tre store busser i rutefart med elever, den ene bus er skolens egen. Elever hentes over strækningen Kalundborg, Svebølle, Snertinge, Svinninge og Mørkøv-Skamstrup. De fleste fastboende er fra København.
Med købet af Søbæksgården" blev der åbnet mulighed for, at få realiseret en del af mange planer, og hvem ved, det bliver måske nærliggende en dag, at kalde hele herligheden for Søbæksskole...
Fremtidsplanerne er mange, men at der er realiteter bag, bevises bl.a. ved, at fra Peter Hehnel for de syv år siden kom hertil fra Horslunde Realskole, er f.eks. sket følgende udvidelser: en ekstra fløj er tilbygget på kollegiet, købt ejendommen Slagelse vej 3, købt Teknisk skole og en villa der siden blev solgt, købt Birkegården ved Viskinge, hvor der bor kostskoleelever, købt "Søbæksgården" og to skolepavilloner, udvidet med henholdsvis Stedinghus, Jyderup, og Den lille kostskole, Stokkebjerg, der ejes og drives af henholdsvis forstander John Larsen og forstander Aksel Duus, men med forstander Hehnel som pædagogisk leder for de respektive 43 og 17 elever, indbefattet i Realskolens i alt 311 elever.
Beskedent henviser forstander Hehnel til, at der er en dygtig og forstående bestyrelse for Den selvejende institution Jyderup Realskole og Kollegium, med formanden direktør Arly Mortensen, Kalundborg, i spidsen, der træffer beslutningerne, men ingen og allermindst bestyrelsen vil fratage, at Peter Hehnel er en dynamisk, dygtig, idealistisk og fremsynet leder, og heldigvis er baggrunden for den stærke vækst for denne private skole, at ideerne og arbejdet sker i et forbilledligt samarbejde1

Søbæksgården
Lærere og pedeller ved Jyderup Realskole trak i arbejdstøjet og ombygger selv staldene til skolelokaler.
Søbæksgårdens udlænger på Vandværksvej i Jyderup har i længere tid været under ombygning - og hvad der sker, er simpelthen en fantastisk præstation, eftersom det er Jyderup Realskoles og Kollegiums eget "mandskab", lærere, pedeller og andre samarbejdsvillige, der i deres fritid snart har forvandlet længerne til dejlige skolelokaler, bibliotek, diskotek m.m.
Tre store dejlige skolelokaler og to store toiletværelser for henholdsvis piger og drenge er nu så nær færdige, at der kun mangler indretning, møblerne er endda kommet, for den ene skolestues vedkommende.
Der er indsat store, ideelle vinduer - ikke de - af børnene frygtede "bageovnsvinduer", og gulvene, nye støbte betongulve, er blevet belagt med linoleum i lyse farver, alt sammen i tidligere svinestalde, kostalde, maskinrum m.m.
Kun i enkelte tilfælde har håndværkere medvirket og naturligvis også hvor det efter loven er påbudt, som f.eks. elektriske installationer,
der i øvrigt også er færdig installeret i de nævnte skolelokaler, hvor stor praktisk ovenlyslamper skole "oplyse" lokalerne.
Hvor gårdens tidligere ejer, Johs. Christensen, havde portindgang midt for de trefløjet udlænger, ind til kostalden, er der nu hovedindgang, foran med flisebelægning i gule fliser, og gennem en trefløjet hoveddør kommer man ind i en lang korridor - ligeledes færdig. Korridoren er forbindelsesgang til de forskellige lokaler, toiletter m.m.

Fysiklokalet bliver alle tiders for de elever der kan lide at eksperimentere. Indtil videre er der anskaffet ny drejeskive og keramikovn, og derudover vil fysiklokalet få alle tænkelige faciliteter. I øvrigt bliver der en såkaldt "krybekælder" under fysiklokalet, som er det rum, der antagelig sidst vil blive færdigt. Stort sløjdlokale mangler heller ikke, men det er de tre skolestuer, der i første række skal være færdige, og der er faktisk tidsnød, af hensyn til pladsmangel, siger forst. Peter Hehnel, som med berettiget stolthed fremviser, hvad der kan præsteres på privat initiativ, og man skal se dette arbejde, for at fatte hvilket slid der dels ligger bag, dels endnu er at udføre.

Den tidligere store grundmurede lade - gårdens første længe - er delt op i to meget store rum. Det største indrettes til opholds- og legerum for børnehaveklassen, der får til huse i den anden del af denne længe. Det bliver de yngste klasser, børnehaveklasse, 1. og 2. klasserne, der får "skole" på Søbæksgården, hvor forstanderparret har privatbolig i hovedbygningen.
En støbt trappe fører op til 1.sal, det tidligere kornloft, hvortil en trappe midt for bygningerne føres op. Ovenlysvinduer og "skråvinduer" er sat ind som lyskilde og den skrå tagkonstruktion bevares. Det er heroppe det store sløjdlokale indrettes, samt bibliotek, diskotek med højtaleranlæg, lærerværelse m.m. Der var satset på, at kunne tage det hele i brug omkring 1. maj, men det bliver i første række kun skolestuerne og alligevel er det utroligt, at der er nået så langt ved, at udnytte fridage og fritimer - og der sættes en ære i, at alt udføres solidt og gedigent.
I øjeblikket har realskolen 18 klasseværelser og kommer op på 22 klasseværelser.
Der er indtil nu 24 lærere, men ansættes fire nye, deraf et lærerpar med gymnastik som hovedfag. Skolen har pt. 310 elever, men vil ved det nye skoleår kommer op på ca. 340 kostskoleelever, en vækst fra 60 til de 200, på de relativt få år, forstander Hehnel, som en dynamisk og dygtig leder, har stået som skolens og kollegiets øverste leder.
Forstanderen pointerer stærkt, hvad han skylder sine dygtige og loyale medarbejdere, hvoraf fire ægtepar står som daglige ledere af de afdelinger, der er blevet udvidet med i Hehnel forstandertid: Ester og Aksel Duus, Den lille kostskole" i Ll. Stokkebjerg, Hildegard og John Larsen, Stedinghus, Birte og Ejvind Kjølby, Birkegården og Elly og Jens Gaarde, Trøjelykke ved Kalundborg (Elmevejens kostskole).
Den sidstnævnte afdeling er et nyt skud på stammen, i rækken af udvidelser.

Ny skole og hal
Endnu et plus understreges af forstander Hehnel: det forbilledlige gode samarbejde med bestyrelsen for Den selvejende institution Jyderup Realskole & Kollegium, hvis formand direktør A. Mortensen, Kalundborg. Bestyrelsen er særdeles positiv overfor de nødvendige udvidelser, og som der før har været omtalt - inden længe er der simpelthen ikke plads nok længere på den gamle skole, til trods for de nævnte udvidelser. Fakta er, at der står mange kostskoleelever på venteliste, og dertil kommer, at realskolen søges af flere og flere fra oplandet, bl.a. Mørkøv egnen, Kalundborg og omegn, og det er da heller ingen hemmelighed, at en ny skole og en træningshal står på arkitektens tegnebræt. Der er andre, meget vigtige planer, men dem er det for tidligt at løfte sløret for.
Hvornår det sker, afgør bestyrelsen, siger forstander Hehnel.
Og så kan han til og med slutte rundvisningen med at vise lidt af, hvad der sker på selve Kollegiet, hvor f.eks. drengefløjen har fået nye gulvtæpper - og spisesalen har fået dejlige nye spisesalsmøbler, med nye borde og stole - spisesalen er blevet udvidet ved at inddraget et opholdsrum til en forlængelse af spisesalen2

Søbæksgården
Projekt Søbæksgården, Jyderup - det sidste skud på Jyderup Realskoles snart mange forgrenede stamme - er ved at tage form, således at tidligere udlænger og lade forvandles til dejlige skolelokaler og alt hvad der ellers skal være, med hobby- og formningslokaler, legesal for børnehaveklasserne, diskotek for de unge, lærerværelse osv. De tre første klasselokaler er nu taget i brug, dog således, at børnehaveklassen midlertidigt har "erobret" formningslokalet, indtil de "rigtige" haveklasser er færdige.
Børnene fra børnehaveklassen, 1. klasse og 2. klasse, med henholdsvis Hanne Johannesson, Kirsten Harthimmer og Ingelise Pedersen, rykkede ind i de nye omgivelser og aflaster dermed klasseværelser på den gamle skole.
Det er - som det har været omtalt - hovedsagelig skolens eget mandskab, lærere, pedeller m.v., der ofrer al deres fritid og kræfter på det kæmpemæssige arbejde, at ombygge tre længer og laden, til moderne skolebygninger. Kun til specielle arbejder er der håndværker på, bl.a. de elektriske installationer mv.
Oprindeligt var der satset på, at hele ombygningen skulle være færdig til indvielse 1. maj, men der er endnu en bid tilbage før samtlige lokaler kan tages i brug. Alt skulle dog gerne kunne klares i sommerferien, hvor flere og ofrer ferien til gavn for skolen.
Tegninger for den nye skole foreligger som bekendt i skitseforslag, ligesom en idrætshal og mange andre planer er på tegnebrættet, og vedbliver skolen og Kollegiet at vokse med samme fart, som i de senest år, da vil planerne hurtigt blive aktuelle - og nødvendige3


Kilde:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 13. sept. 1974, side 6; Søbæksgården = Søbæksskole
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 26. apr.1975, side 9; Fantastisk præstation
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 22. maj 1975, side 6; De første klasselokaler indviet på Søbæksgård
Note:
Hr. og Fru Harthimmer forventes at "rykke" ind igen den 6. juni 2015 til gensynsfesten
Det gjorde de, og var vist godt tilfreds med gensynet
Fru Harthimmer og Christina Huus gik en tur rundt på hele skolen, bl.a. kunne fru Harthimmer genkende de forskellige gulve.

Sidst rettet 24. juni 2015
©Jyderup Realskole